Christoffer Schärfe - Michelinstjerne-kok

Foto:Rico Feldfoss&Rico Feldfoss

Storbyfornemmelser og store armbevægelser på kultur-, mad- og kunstscenen

Sådan er Odense ifølge Christoffer Schärfe, som er kok og ejer af Restaurant ARO og Kok & Vin. Men hvor er hans personlige favoritsteder i byen? Få inspiration her. 

Bag om Christoffer Schärfe

37 år
Født og opvokset i Odense
Har boet i København i 10 år og vendte hjem til Odense i 2013
Bor i Dalum
Gift og far til to børn på 7 og 10 år.

Christoffer anbefaler

Musikteater og kunst i børnehøjde

Momentum Teater er mest kendt for deres teater, men gennem de sidste par år har de været i gang med at bygge en musikscene op med Momentum Musik. Ligesom deres teater, så er deres musik også mere eksperimenterede og skæv. Hvis du er åben for nyt musik inden for alt fra punk, dub og hiphop til afrobeat, jazz og krautrock, vil jeg klart anbefale stedet. De har også to festivaler om året – den ene er en jazzfestival og den anden en punkfestival. Sidst jeg var til deres jazzfestival, var det med udgangspunkt i afrikanske kunstnere, så du kan virkelig gå på opdagelse i en anderledes musikalsk verden.

Vi har brugt meget tid sammen med børnene på Kunstmuseum Brandts og kan nemt bruge en hel dag på de fire etager. Der er spændende sanseudstillinger og kreative værksteder, hvor børnene kan udfolde sig og klippe-klistre, og så er der faste udstillinger med fynsk historie og de gamle malere. Der er også altid fede udstillinger med samtidskunst, hvor de dykker ned i forskellige emner. Vi har blandt andet set den fantastiske Pixar-udstilling om, hvordan de skaber deres animationsfilm.

 

delikatesser på Aro
Foto: Rico Feldfoss
Christoffer Schärfe i restauranten, Restaurant Aro
Foto: Rico Feldfoss

Service i særklasse og genialt spisested

En institution for mig i Odense er Carlsens Kvarter. Det brune værtshus har eksisteret i over 50 år, og jeg kan sindssygt godt lide stemningen. For det første har de hundredvis af øl at vælge imellem, og bartenderne har altid idéer til nye øl, man skal smage. De seneste par år er det blevet mere eksperimenterende øl og lidt mere moderne i stilen. Og så er jeg vild med, at alle medarbejdere har uniform på, og at de insisterer på, at ølbestilling foregår ved bordene. Det er en fed ting, at de yder den ekstra service.

Storms Pakhus fungerer bare så godt. Det er et hyggeligt sted mellem byen og havnen og en god måde at gå ud og spise på med familien – og så er der plads til alle. Det geniale er netop, at publikummet er lige fra små børn til bedsteforældre, som kommer og får en oplevelse. Der er en indendørs legeplads, og på udendørsarealerne er der ofte koncerter, fodboldarrangementer og stand-up. Jeg elsker at være der og bare kigge på mennesker.
 

Christoffer Schärfe, Restaurant Aro
Foto: Rico Feldfoss
Christoffer Schärfe med michelin-jakke, Restaurant Aro
Foto: Rico Feldfoss

Vild natur

Åstien og ruten fra Fruens Bøge og hele vejen ud til Åsum er helt fantastisk. Folk går tur på stien, løber, cykler og lufter hunden, og der er så mange hyggelige områder på strækningen. Du kan spise en is ved Skovsøen, drikke en kop kaffe på Velodrom ved Fruens Bøge Station, sejle med Odense Aafart både til og fra Munke Mose, og du lege på de mange legepladser og træne på de udendørs motionspladser, som også ligger langs åen. Det er meget idyllisk, og heldigvis cykler jeg på åstien hver eneste dag til og fra arbejde.

Vi bor lige ved siden af Odense Zoo og bruger haven året rundt. Vi hilser på dyr, læser om dyr, og vi leger på den store legeplads. Der er unikke oplevelser året rundt og også temadage- og uger, og vi er der altid til jul i zoo, til halloween og til lysaftenener i vinterhalvåret. Vi har besøgt mange zoologiske haver rundt omkring, men Odense Zoo skiller sig ud. Det er flotte anlæg og idylliske omgivelser, og der er virkelig gjort noget ud af fortællingen.

Klasse vinsortiment og chokolade-nørderi

Bichel Vine er en kæde, der har en charmerende filial i Odense. Det er en specialbutik med mennesker, der har stor viden om vin, men også vinforslag til mad. Faktisk har de et af Danmarks bedste vinsortimenter, og de vægter vine fra små topproducenter, der selv har fingrene i mosten. De sælger også ost, chokolade, olivenolie, sardiner, ansjoser og andre luksusspecialiteter, og butikken er virkelig et besøg værd.

Mortens Chokolade i Brandts Passage falder lige inden for mit felt, for han er netop ekstremt nørdet og meget passioneret omkring det, han laver. Ligesom på Restaurant ARO, så eksperimenterer han også med smagssammensætninger, og det smager fantastisk. Morten er også en rigtig dygtig håndværker, og så er han venlig og imødekommende, når du kommer i butikken. Det er et nichested, som er rigtig hyggeligt at besøge.
 

Måske vil du også gerne møde

Jonathan Kvium gennem skulptur
Jonathan Kvium, Galleri Albert Contemporary
Helene Ottosen roed laenestol_bred
Helene Ottosen, pakhuschef
Isa shopper briller
Isa Dawn Whyte Jensen, Le Klint
Mads Herskind-portræt_bred
Mads Herskind, dedikeret foodie
Inge Fjord med teaterprogram
Inge Fjord - passioneret kulturformidler
Inge Fjord med teaterprogram
Din lokale guide