Weekend med lækre madoplevelser
Fyn er kendt for at være Danmarks køkkenhave, spisekammer og frugthave og netop de tre betegnelser siger noget om kvaliteten på råvarerne vi bliver præsenteret for på byens restauranter og caféer.
Kreativiteten udfoldes på tallerkenerne og sanserne stimuleres – om du er til morgenkaffe på café, klassisk frokost eller gourmet, så byder byen på lækkerier, der er svære at modstå.
Fredag
Aftensmad
Start jeres weekend med en middag på en af byens fantastiske restauranter. Restaurant Aro og Sortebro Kro tilhører nogle af byens gourmetrestauranter, er helt sikkert et besøg værd og vil være en fantastisk måde at begynde jeres kulinariske eventyr på. Hvis du vil prøve noget lidt mere eksotisk, så prøv f.eks. Restaurant Goma

Restaurant Aro - Michelinrestaurant
På Restaurant ARO er du sikret en helt igennem fantastisk madoplevelse. Der bliver kredset om gæsterne når der serveres gourmetmad i de uhøjtidelige rammer.

Restaurant Sortebro Kro
Kongelig priviligeret landevejskro fra 1805, der er flyttet fra sin oprindelige placering og genopbygget i Den Fynske Landsby som et symbol på fortidens kroer.

Restaurant Goma - japansk restaurant
Goma, beliggende helt centralt i Odense, serverer sofistikeret og spændende japansk mad inspireret af den klassisk, traditionelle og stilrene kaiseki style.
Slut aftenen af med en drink
Efter en udsøgt middag, kan I med fordel begive jer ud i Odenses gader og mærke det pulserende liv, som også findes i de sene aftentimer. Her har I mulighed for at besøge en af byens vinbarer eller mikrobryggerier. Blandt andre kan Anarkist Food & Beer Lab samt Amys Bar & Winehouse anbefales, da I her vil opleve en hyggelig stemning og et stort udvalg af forskellige øl. Odense er også hjem for flere forskellige vinbarer, der er et besøg værd, blandt andre Lalou Vinbar og S’vineriet Vinapotek.

Anarkist - Mikrobryggeri
Anarkist er både mikrobryggeri og restaurant, og øllet og dets smagsnuancer indgår i retterne som et væsentligt element.

Amy's Bar and Winehouse
Amy's Bar er en uformel og hyggelig bar med et godt udvalg af både øl, vin og cocktails, og du også kan få lidt at spise.

Lalou Vinbar i Pogestræde
Hos Lalou vinbar kan du prøve vin fra hele Europa, fra provinser som enten ejeren eller medarbejderne selv har besøgt, boet i eller smagt sig frem til.

S'vineriet Vinapotek
S'vineriet i Klaregade er både vinbar og vinhandel, og der er et bredt udvalg med plads til spændende og anderledes vine fra mindre kendte vinlande.
Lørdag
Morgenmad
Hvis ikke I nyder morgenmaden på hotellet, er der mange gode muligheder for brunch i byen. Besøg eksempelvis Café Korn eller Café Sølle, hvor I vil opleve en hyggelig autentisk stemning og blive præsenteret for smukke unikke brunchanretninger.

Café Korn Odense
I vores café serverer vi burgere, friske salater, frokostplatte, sandwich, vores Korn signaturretter og et bud på byens bedste brunch.

Café Sølle
Lille, hyggelig café i Nedergade, hvor du kan få dig en kop kaffe, hjemmebag, lidt sandwich etc. Du kan også købe specialøl og naturvin.

Bar UNIKA i Brandts Passage
Er du til vaskeægte instagram-magi, så skal du besøge den hyggelige café og madsted Bar UNIKA, der ligger placeret i et smukt, gammelt lokale i Brandts Passage.

Nelle's FILOSOFFEN
Nelle's Filosoffen er en populær café beliggende i hjertet af Odense. Caféen er kendt for sin hyggelige atmosfære, gode kaffe og lækre mad.
Frokost
Odense er hjemsted for flere smørrebrødsrestauranter, bl.a. det prisbelønnede Restaurant Hos, Café Deilig ved H.C. Andersens Hus og den populære Kong Volmers.

Restaurant HOS
Hos Restaurant HOS er du sikret en fantastisk smagsoplevelse i hyggelige og atmosfæriske omgivelser. Her byder teamet indenfor til blandt andet smørrebrød.

Café Deilig
Som en del af H.C. Andersen Hus finder du Spiseriet Deilig, der serverer eventyrlige frokostretter med fokus på gode, lokale råvarer afstemt efter årstiden.

Kong Volmer smørrebrødsrestaurant
Kong Volmer er beliggende i Brandts Passage i Odense ved Brandts Klædefabrik. Bygningerne fungerede i flere hundrede år som klædefabrik, der lukkede i 1977.
Gennem byens gader
Efter frokosten kan en tur gennem Odenses gågade anbefales. Her vil I møde et væld af små enestående butikker. Gå en tur gennem Brandts Passage, hvor I finder alt fra tøj til keramik og kunst og lad også vejen gå forbi Vintapperstræde. Her kan I holde en pause på Christian Firtal, og nyde en af ølspecialistens mange øl.

Christian 4-tal - ølspecialister
Christian Firtal ligger i Odenses hyggeligste gågade. Her finder du et godt udvalg af whisky og rom samt et bredt udvalg af fadøl, som jævnligt skiftes.
Aftensmad
Gastronomi i særklasse - Odense har for nyligt fået sin første Michelinstjerne-restaurant og Restaurant Aro er klart et besøg værd. Hvis der ikke er et ledigt bord (bestil så hurtigt som muligt) er der andre valgmuligheder. Prøv f.eks. Restaurant Oluf Bagers Gård - eller hvis du vil prøve noget helt andet er Klosterkroen og Storms Pakhus måske det helt rigtige.

Restaurant Aro - Michelinrestaurant
På Restaurant ARO er du sikret en helt igennem fantastisk madoplevelse. Der bliver kredset om gæsterne når der serveres gourmetmad i de uhøjtidelige rammer.

Restaurant Oluf Bagers Gaard
Oluf Bagers Gaard ligger i udkanten af det historiske kvarter. Køkkenet er dansk med et moderne twist, bl.a. kan du få smørrebrød til frokost.

Storms Pakhus - Odense Streetfood
Odenses stemningsfulde madmarked af internationalt format i Storms Pakhus rå, industrielle hal på havnen. Her er både street food og kreative værksteder.

Gordon Sushi
Nyd ægte japansk mad i hjertet af Odense. Oplev omakase med friske råvarer, lækker sushi og perfekt afstemte vine – en aften fyldt med smag og hygge!

Restaurant Klosterkroen - dansk mad
På Klosterkroen kan man altid få mange traditionelle retter, som alle forbinder med gamle, danske klassikere. Her er stegt flæsk, frikadeller og meget mere.
Søndag
Brunch
I Odense har du mulighed for at besøge en af Danmarks ældste caféer - Café Gertrud - der har eksisteret siden 1986 og leder tankerne hen på en fransk café/brasserie. Caféen er en del af et udeserveringsområde, hvor du også finder Café Kræz og Café Vivaldi.
Vi håber du har haft en dejlig weekend med gode madoplevelser - her er kun nævnt en lille del af Odenses tilbud på gastroscenen og vi håber du snart kigger forbi igen. Du kan se, hvad du ellers kan forkæle dig selv med her.

Café Skt. Gertrud
Café Skt. Gertrud åbnede i 1986 og er inspireret af den franske café- og brasseriekultur. I den stemningsfyldte café kan man nyde brunch og frokostretter.

Cafe Kræz på Ove Sprogøes Plads
Om dagen er Kræz en café med mad inspireret europæisk og amerikansk cafékultur, men om aftenen forvandler det sig til et festligt sted med DJs og live musik.

Café Vivaldi
På menukortet i Vivaldi Odense finder du alt fra lækker brunch til sandwich, salater og møre bøffer, som du selvfølgelig kan få et godt glas vin til.
Lokale lækkerier
Hvis du skulle få lyst til at besøge nogle af de lokale helte på madscenen mens du slentrer rundt i gågaden, så prøv f.eks. at besøge Mortens Chokolade, hvor alt er håndlavet fra bunden. Eller måske vil du gerne have lidt spiselige souvenirs med hjem? Fyn bugner af gårdbutikker med hver deres specialer og lige syd for Odense kan du i sommerhalvåret besøge Den lille Mark, der leverer lokalt producerede grøntsager til de lokale.

Mortens Chokolade
Tanken bag Mortens Chokolade er at arbejde med råvarer af god kvalitet for at skabe unikke smagsoplevelser. Alt chokolade er håndlavet.

Den lille mark
På blot 0,3 hektar dyrkes mere end 100 forskellige sorter af grøntsager, urter og blomster efter regenerative principper, som sikrer en sund og levende jord.

Dreyers Gårdbutik
Dreyers Gårdbutik har et udvalg af økologiske kolonialvarer samt okse-, kalve-, svine- og lammekød af egen produktion.

Il Gusto, hjemmelavet italiensk is
Hos Il Gusto finder du den mest vidunderlige, hjemmelavede italienske is. Isen er lavet af frisk frugt og specielle ingredienser fra hele verden.

Producenten osteforretning
Producenten i Odense har en målsætning om at være fynboernes foretrukne sted for indkøb af ostevarer og delikatesser.

Surdejsbrødet
Brødet hos mig indeholder altid fuldkornsmel, jeg kan ikke få mig selv til at undlade det, da brød ikke indeholder andet end mel, vand og salt.

Steensgaard Ost Odense
Med et bredt udvalg af håndplukkede oste og nøje udvalgte ostespecialiteter tilbyder butikken en unik oplevelse for både feinschmeckere og nysgerrige smagsløg.
