De moderne
Særligt i forbindelse med letbane-byggeriet er der skudt flotte nye bygninger op i Odense midtby.
Odense er formet af mere end 1.000 års byudvikling. Fra vikingetidens gader og middelalderens kirker til industriby, trafikåre og nutidens grønne, bilfri bymidte fortæller arkitekturen historien om en by i konstant forandring.
Flere gader i den ældste del af byen kan spores tilbage til vikingetiden, hvor færdselsårer som Klaregade og Paaskestræde markerede omfanget af den tidlige by, der voksede frem omkring strategisk vigtige handels- og transportveje.
I middelalderen satte kirkelige institutioner deres præg på bybilledet. Mange af de markante bygninger fra perioden er stadig en del af Odense i dag og vidner om en tid, hvor byen udviklede sig som religiøst og administrativt centrum.
Med industrialiseringen i 1800-tallet ændrede Odense karakter. Udvidelsen af byen, anlæggelsen af havnen og jernbanen skabte nye muligheder for vækst og gav anledning til helt nye kvarterer, der stadig præger byens struktur.
I 1960’erne og 70’erne blev byen i høj grad indrettet på bilernes præmisser. Den firesporede Thomas B. Thriges Gade skar sig gennem bymidten for at sikre adgang til havnens arbejdspladser, og op mod 30.000 biler passerede dagligt gennem centrum.
I dag er Odenses bymidte samlet igen. Området er transformeret til et moderne, grønt og overvejende bilfrit byrum, hvor arkitektoniske og historiske kvaliteter bindes sammen af letbanen, der skaber rolig og sammenhængende mobilitet gennem byen.
Odense er ikke en by, der bliver færdig. Den udvikler sig konstant – med respekt for sin historie og arkitektur – i en bymidte bestående af unikke kvarterer, hver med deres egen fortælling og særlige karakter.