Plyndringstogter, religion og kongemord

Historien om den sidste danske vikingekonge er en historisk thriller

Vikinger er en vigtig del af både Danmarks og verdenshistorien med deres mange togter, bosættelser og handel. De første angreb på England og den officielle start på vikingetiden fandt sted i 793, og vikingetiden varede til midt i 1000-tallet. I denne periode skete der mange forandringer i Danmark - vi gik fra at være et land hvor man gladeligt slog hinanden ihjel, hvis nogen stod i vejen, til at blive mere opmærksomme på kristendommen og overgangen til at være et kristent land. Mange nordiske konger satte deres fingeraftryk på historien i denne periode, men en gjorde særligt indtryk.

Triptych by Claus Berg

Detaljer fra altertavlen i Odense Domkirke. Foto: Colourbox

Tæt på slutningen af vikingetiden, i år 1042, blev en lille dreng født. Den lille dreng var søn af den daværende Kong Svend II Estridsøn og en ukendt elskerinde. Svend II fik ca. 20 børn med adskillige hustruer og elskerinder. Knud var den andenældste og en af fem børn, der endte på den danske trone. I Knuds ungdom tog han på flere togter, både sammen med sin far og et enkelt, han selv stod for. Disse togter var rettet mod England, som på den tid blev regeret af William Erobreren. På trods af gentagne forsøg kunne den Danske flåde ikke fortrænge William og mislykkedes med at genforene Danmark og England.

Nogle år senere døde Kong Svend II i 1076, og adelen måtte vælge en ny konge. Knud var sin fars favorit og den, han helst så overtage tronen. Adelen valgte imidlertid Knuds bror Harald III Hén frem for Knud, som tog i eksil i Sverige og måske deltog i oppositionen mod Harald. Fire år senere døde Harald, og Knud blev valgt til konge af Danmark i 1080.

Som konge viste Knud sig at være meget ambitiøs, selvsikker, intelligent, med stor erfaring i militærstrategi og desuden meget religiøs. Hvorvidt Knud var en tyrannisk konge, der plagede sit folk eller en streng, men retfærdig konge, der kæmpede for kirken og dens idealer samt lige ret for alle uanset status, kan diskuteres. Som konge af Danmark fokuserede Knud på at styrke det danske monarki, og han gjorde hvad han kunne for at opnå sit mål. Drevet af religion var han gavmild mod de fattige og beskyttede de svage, men hvis nogen var troløse, blev de straffet strengt.

The St. Canute Cathedral in Odense

Nutidens Skt. Knuds Kirke, der erstattede den trækirke hvor Kong Knud blev myrdet i 1086.

I sin regeringstid arbejdede Knud på at forbedre lovgivningen, stærk inspireret af Kirken. Han skabte flere skatter og bøder, hvilket ikke blev vel modtaget. Den største modstand mod Knud skyldtes hans ønske om at erobre England. Den ambitiøse konge mente, at den engelske krone tilhørte ham, da han var grandnevø til Knud den Store, som regerede England indtil 1035. Derfor gav Knud den danske flåde ordre til at samle sig i Limfjorden for at forberede et stort plyndringstogt til England.

Planden var simpel - han skulle mødes med flåden, sejle til England og erobre landet. Desværre gik det ikke helt efter planen. Knud blev opholdt i Schleswig på grund af en trussel fra den tysk-romerske kejser Henrik IV, som potentielt kunne have invaderet Danmark. Som følge af at Knud ikke mødtes med flåden, blev de mange krigere trætte af at vente og valgte Knuds bror Olaf som talsmand for dem. De ville hjem til høsten, da langt de fleste af dem var bønder, men hvis de forlod flåden, ville de få store bøder. Olaf rejste ned til Knud og blev prompte arresteret for landsforræderi.

På trods af Olafs forfejlede forsøg og truslen om bøder opløstes flåden, og bønderne tog hjem til høsten. Den ambitiøse Knud var skuffet og vred og blev endnu mere striks i sin opførsel. Efter et års tid var hans tålmodighed brugt op, og han rejste til Vendsyssel for at samle flåden igen. Da ordren kom, brød bondeoprøret ud, og Knud flygtede til Schleswig og siden til Odense.

Den 10. Juli 1086 gemte Knud sig i trækirken Sankt Albani Kirke med sin bror Benedict og 17 følgere. Den religiøse Knud faldt på knæ og bad til Gud for sit liv og håbede, at ingen ville skade ham i Guds hus. Desværre kunne trædørene ikke holde hoben ude, og alle 17 følgere blev dræbt på et øjeblik. Knud accepterede sin skæbne og knælede foran alteret, klar til at dø og blev tilsidst dræbt med et spyd.

C.A. Benzons painting depicting the murder of St. Canute. Painted in 1843.

C.A. Benzons maleri af mordet på Skt. Knud. malet i 1843.

Danmark blev et i stigende grad religiøst land som tiden gik, og i årene efter mordet på Knud var landet plaget af den ene fejlslagne høst efter den anden, og mange anså det for at være Guds straf for mordet. Det, kombineret med de mange mirakler, der efter sigende fandt sted ved Knuds grav, satte gang i projektet med at få Knud ophøjet til helgen. Som en del af projektet blev Knuds knogler gravet op i 1095 og underkastet flere prøver, der skulle påvise, om han var en helgen eller ej. Disse prøver faldt positivt ud, og i år 1100 blev Knud anerkendt som helgen af den Katolske Kirke og flyttet til den nye domkirke i Odense.

Ikke overraskende blev Knud aldrig nogen særligt populær helgen blandt danskerne. Han var imidlertid af stor vigtighed for den kongelige familie, som pludselig kune påvise en direkte forbindelse til Gud gennem den royale helgen. Knuds status som helgen blev også brugt som argument for at videreføre Knuds politiske hensigter.

Resterne af Knud og hans bror Benedikt kan stadig ses i Domkirken i Odense, Skt. Knuds Kirke, og lige i nærheden kan man se en statue af helgenen på det sted, hvor han blev dræbt.

Artikel af Sofie Schäfler

Del denne side