Tidens Samling, hverdagsmuseum

Tidens Samling er et hverdagsmuseum for mode, design og indretning i det 20. århundrede. Her er to udstillinger, den permanente og en særudstilling.

I den permanente udstilling finder du 9 stuer indrettet efter hver deres årti fra 1900 til 1990. Du er velkommen til at gå på opdagelse, åbne skufferne, spille pladerne. læse ugebladene og prøve tøjet. Udstillingen giver et tydeligt indtryk af, hvor stærkt udviklingen gik i det forrige århundrede.

Særudstillingen sætter fokus på et specifikt emne og har bl.a. handlet om festtøj, at være ung i 60'erne, borddækning, børnetøj gennem tiden, Daells Varehus og meget andet.

Når du har udforsket udstillingen ender du i den lille café, hvor du bl.a. kan bestille rød sodavand og kiksekage (de har også te og kaffe).