Final4 med familien
Final4 er den perfekte anledning til en hyggelig weekend i Odense med hele familien. Mellem kampene venter eventyr, leg, spændende museer og hyggelige spisesteder for både store og små. Her er der masser af oplevelser, som kan gøre håndboldfesten endnu større.

Start dagen med et besøg i H.C. Andersens Hus, hvor eventyr, leg og interaktive installationer inviterer hele familien ind i H.C. Andersens univers. Er der små togentusiaster med på turen, kan I i stedet lægge vejen forbi Danmarks Jernbanemuseum, hvor historiske tog og spændende udstillinger begejstrer både børn og voksne.

Til frokost kan I tage plads hos Pincho Nation, hvor de små retter, farverige omgivelser og interaktive bestillingskoncept gør restaurantbesøget til en oplevelse i sig selv.

Om eftermiddagen kan I nyde lidt frisk luft og fortsætte til skøjtebanen ved Flakhaven til en skøjtetur eller tage forbi legepladsen i Munke Mose, hvor børnene kan brænde energi af, mens de voksne nyder omgivelserne langs åen.

Når eftermiddagen nærmer sig sin afslutning, kan familien hygge sig med en varm kakao på Café Unika, før turen fortsætter til Arenaen, hvor kampen snart fløjtes i gang.




