Praktisk information for familier med mindre børn

Foto: Johan Joensen

Når hele familien er på tur og der både skal findes underholdning til børnene, skiftes bleer og de små munde skal mættes, så er det rart at vide hvor man skal gå hen. Her får du et overblik over faciliteter for børnefamilier midt i Odense by.

Pusleplads og ammepause

Er de helt små kommet med på tur og trænger til en tør ble? Ellerr mangler du et sted, hvor I kan sætte jer i rolige omgivelser, hvis den lille skal have noget at spise? Hos ”All About Kids” har I mulighed for at benytte jer af deres hyggelige amme- og puslefaciliteter. Her finder I desuden også et stort udvalg af bl.a. legetøj, tøj og indretning og butikken tilbyder derudover leje af klapvogn eller trækvogn, hvis de små ben er blevet trætte.
I Magasins  børneafdeling på første sal, finder I ligeledes et dejligt amme- og puslerum. Her finder i både puslebord, mikroovn, lænestole samt legetøj og bøger til de lidt større børn.
Derudover finder I puslefaciliteter hos flere af byens børnevenlige restauranter.

Foto:Johan Joensen

Underholdning i børnehøjde

Trænger I til en pause og skal børnene underholdes? Så kan I med fordel besøge nogle af byens fantastiske legepladser, som de små vil elske. Legepladsen ved Munkemose ligger midt i naturskønne omgivelse og er inspireret af H.C. Andersens eventyr om Tommelise. Legepladsen, hvor de små kan øve sig i at balancere på åkandeblade, tage rutsjebanen ned af en klippe og gemme sig under store skræppeblade, henvender sig primært til de mindste. Legepladsen ved Ove Sprogøes plads er også et besøg værd. Den byder på en rutsjebane, tårne, klatrevæg, samt fortællinger af H.C. Andersen, som kan downloades til smartphones. Mens børnene leger, kan du slappe af på en af bænkene omkring legepladsen og nyde synet af de legende børn. Legepladsen ved Eventyrhaven er ligeledes en oplagt destination for et afslappende pusterum. Midt i den eventyrlige natur, der udfolder sig midt i byen, finder I en legeplads der er målrettet de mindste børn i et roligt hjørne af haven. Hvis I er nysgerrige, kan I også besøge andre af byens bedste legepladser.

Før du smutter:

Legeruten langs Odense Å
Legeruten langs Odense Å
Familie på Museum TID
Odense i børnehøjde