VisitOdense

Pernille Redder: Jeg har fundet mit hjem i historierne og i Odense

Fra journalist til bestsellerforfatter. Efter mere end 20 år som journalist valgte Pernille Redder at følge forfatterdrømmen. I dag skriver hun romaner om relationer, familier og nye begyndelser med Odense som kulisse. Her fortæller hun om vejen til forfatterskabet og kærligheden til byen.

Pernille Redder portræt
Foto: Camilla Krab

Byen lever mellem linjerne i mine bøger

I dag føler jeg mig hjemme i Odense. Her er storbyens mangfoldighed og muligheder, men også den nærhed, hvor man møder mennesker, man kender på gaden. Jeg kan lide, at byen både kan overraske og føles tryg på samme tid.

Jeg skriver om Odense, fordi byen er blevet en naturlig del af både mit liv og mine fortællinger. Når læserne åbner mine bøger, håber jeg, de kan mærke stemningen i Vestergade, Vintapperstræde eller langs åen. Derfor bruger jeg stadig min journalistiske nysgerrighed, når jeg researcher byens små detaljer, steder og historier.

Odense er ikke bare en kulisse i mine bøger. Byen er en del af fortællingen. Pernille Redder

Forfatter

Jeg finder inspiration overalt. På caféer, i gadebilledet eller ved tilfældige samtaler mellem fremmede mennesker. Faktisk har jeg langt flere idéer, end jeg har tid til at skrive ned. Derfor søger jeg heller ikke inspiration aktivt. Den kommer af sig selv.

Eventyrhaven
Foto: Mijael Peredo

Når jeg skriver, er tre ting særligt vigtige for mig: Det skal føles ægte. Det skal være uhøjtideligt. Og der skal være humor. Livet er sjældent perfekt, men det er ofte både smukt, kaotisk og morsomt på samme tid. Det prøver jeg at få med i mine historier.

Jeg har altid drømt om at fortælle historier

Gennem mere end 20 år har jeg talt med mennesker, lyttet til deres historier og forsøgt at forstå, hvad der driver dem. Det er nok det, der har formet mig mest som forfatter. Jeg elsker at sætte mig i andres sted og mærke verden gennem deres øjne. Det er også derfor, mine karakterer ofte føles virkelige for læserne. For mig er de næsten virkelige mennesker. De mangler bare kød og blod.

Da jeg begyndte at skrive serien Søstrene Birch, fik jeg mulighed for at bruge alt det, jeg har lært gennem et langt arbejdsliv som journalist. Serien følger fire søstre, deres familier, konflikter, kærlighed og drømme. Selvom vi bliver voksne, forbliver vi ofte storesøsteren, lillesøsteren eller datteren, når vi træder ind ad døren derhjemme. Netop de relationer og roller fascinerer mig.

Pernille Redder
Foto: Camilla Krab

Seriens første bind, Vanilledrømme, begynder med Tina, der tager springet og åbner en café i Odenses hyggelige Vintapperstræde. Hun følger en drøm, som måske virker både ambitiøs og en smule urealistisk, men netop den slags fortællinger fascinerer mig. Historier om mennesker, der tør tage chancer, starte forfra og følge en drøm, har altid optaget mig. Det er noget, jeg selv kan spejle mig i, og som jeg håber også kan inspirere mine læsere.

Jeg ønsker, at læserne både forelsker sig i karaktererne, i familiefortællingen og i Odense, som danner rammen om serien. Byen er ikke bare en kulisse, men en del af fortællingen, præcis som menneskene er det.  

For mig er karaktererne næsten virkelige mennesker. De mangler bare kød og blod.Pernille Redder

Forfatter

Fra den jyske hede til Odense

Jeg kommer oprindeligt fra Hejnsvig, en lille by på den jyske hede. Allerede som ung havde jeg en stærk udlængsel. Jeg boede i Paris, arbejdede på et krydstogtskib i Caribien og var udvekslingsstudent i USA. Jeg har altid været nysgerrig på verden og på de mennesker, der bor i den.

Alligevel har Odense på en særlig måde fulgt mig gennem livet. Når vi besøgte familie, der boede i Odense, føltes byen stor, spændende og næsten magisk. Der var noget ved Odense, som satte sig fast i mig.

Senere flyttede jeg hertil for at studere journalistik, og selvom karrieren siden førte mig til København, blev længslen efter Odense ved med at være der. Da jeg blev mor, begyndte tanken om at flytte tilbage for alvor at fylde. Jeg ønskede et andet hverdagsliv for min søn og mig selv. I 2016 lykkedes det, og siden har jeg ikke set mig tilbage.

Pernille Redder i butik
Foto: Camilla Krab

Om at følge sine drømme

Samtidig skriver jeg ofte om kvinder omkring de 40 år. Det er en fase i livet, hvor mange stopper op og spørger sig selv: Er det her det liv, jeg vil leve? Eller skal der ske noget nyt? Det spørgsmål kender jeg selv. For nogle år siden valgte jeg at forlade mit faste arbejdsliv og satse fuldt ud på forfatterdrømmen. Derfor håber jeg også, at mine bøger kan inspirere andre til at genfinde gamle drømme eller turde skabe nye.

Pernille Redder i Vintapperstræde
Foto: Camilla Krab

Jeg elsker desuden jul. Jeg er den type, der opdager IKEAs juleudstilling, nærmest før den er færdigbygget, og som glæder sig over julefortællinger, julelys og hele den stemning, december bringer med sig. Derfor skriver jeg også gerne julelydbøger ved siden af mine større romanprojekter.

Frem for alt skriver jeg for at skabe fortællinger om relationer, fællesskab, kærlighed og de drømme, vi aldrig helt slipper. Jeg bliver stadig lige stolt, hver gang jeg afslutter en bog. Og så længe karaktererne bliver ved med at banke på inde i mit hoved, bliver jeg ved med at skrive.

Der er stadig historier, der skal fortælles. Og heldigvis er jeg slet ikke færdig endnu.Pernille Redder

Forfatter

Min perfekte dag i Odense

Den perfekte dag i Odense begynder faktisk med, at jeg skriver. Jeg skriver hver dag, så en god dag starter altid med et par timer foran computeren, mens historierne får lov til at folde sig ud.

Når ordene har fået plads, tager jeg gerne hunden med en tur gennem Bolbro. Jeg holder især af at gå i Pulsparken, hvor der altid er liv og mennesker at kigge på. Det er sådan et sted, der virkelig bliver brugt, og det kan jeg godt lide.

Til frokost ville jeg nok finde et bord udenfor hos Gertruds. Gerne med hunden ved siden af og noget lækkert på tallerkenen. Jeg er også altid på jagt efter en god kage, så måske ville turen fortsætte til Vintapperstræde, hvor jeg ofte finder både ro og lidt forkælelse.

Om eftermiddagen kunne jeg sagtens slå mig ned på en café med udsigt til bylivet. For mig er mennesker nemlig den bedste inspirationskilde. Jeg elsker at sidde ved et vindue og betragte byen, mens den passerer forbi. Derfor er Starbucks-vinduet på første sal og Winthers i gågaden blandt mine absolutte favoritsteder.

Pernille Redder
Foto: Camilla Krab

Hvis min søn også havde fri, ville dagen nok slutte på Pincho Nation. Der er noget festligt og hyggeligt over stedet, som vi begge holder af.

Det bedste ved dagen er egentlig ikke, hvad jeg når. Det er at være sammen med de mennesker, jeg holder af, gå en tur med hunden, spise god mad og få skrevet lidt. Jeg er ikke så kompliceret på den måde. For mig handler en god dag om at have tid til de ting, der gør mig glad. Og heldigvis er Odense en by, hvor der er plads til netop det.

Her er Pernilles favoritter