
VICTOR Denmark Open 2025 i Odense
Odense byder endnu en gang velkommen til den prestigefyldte badmintonturnering VICTOR Denmark Open i Jyske Bank Arena fra den 14.–19. oktober 2025.
Turneringen er en af blot seks på verdensplan med status som World Tour Super 750, og den samler derfor verdens allerstørste badmintonstjerner. Publikum kan glæde sig til at mærke intensiteten, når smashes fyger gennem hallen, og de internationale profiler kæmper på banen.
Badminton i verdensklasse – helt tæt på
Jyske Bank Arena skaber de perfekte rammer for en helstøbt oplevelse, hvor tilskuerne kommer tæt på spillerne og den elektriske stemning. Med nem parkering, et spændende street food-område og gode tilbud på badmintontøj og -grej er alt på plads til nogle uforglemmelige dage med badminton i verdensklasse.
Et ekstra twist – robotter i aktion
Som noget særligt kan publikum i år også opleve Odenses stærke robotmiljø. Robotterne giver en hjælpende hånd under turneringen – og i publikumsområdet kan man møde interaktive robotter og en robotarm, der serverer kolde drikke. Et sjovt og overraskende indslag, der supplerer kampene på banen uden at tage fokus fra sporten.
Oplevelser i hele Odense
Denmark Open breder sig også uden for Jyske Bank Arena med aktiviteter i hele byen. Allerede den 11. oktober kan du prøve kræfter med badminton på Storms Pakhus, og i løbet af ugen venter sjove oplevelser i Rosengårdscentret for hele familien.
Køb din billet i god tid
Sidste år var billetterne tæt på udsolgt alle dage, så der er god grund til at være hurtigt ude. Læs mere og køb dine billetter på denmarkopen.dk.