
Restaurant Fionie
Hos Restaurant Fionie får du traditionelt fransk køkken tilsat de bedste fynske råvarer, kreativitet og kærlighed til maden.
Restauranten står på gammel æbleplantagejord, og derfor er det naturligt for dem at sætte særligt fokus på de fynske grøntsager og lade kødet stå lidt i baggrunden. Derfor kan de tilbyde høj kvalitet til en fornuftig pris – og når der er kød på tallerkenen, er det naturligvis fra nogle af de bedste producenter på vores grønne ø. Det er heller ikke nogen tilfældighed, at restauranten bærer navnet ”Fionie” – det betyder nemlig ”Fyn” på fransk.
Bag køkkengryderne finder du et stærkt team af dygtige kokke under ledelse af Executive Head Chef, Morten Kristensen. Morten er eksiljyde, udlært ved Radisson Blu i Århus og med Michelin-restauranter i København og London på CV’et. Han har gennem årene arbejdet som køkkenchef i både ind- og udland - senest på Chateau de Fontager lidt uden for Lyon i Frankrig.
Prøv Restaurant Fionies skiftende månedsmenu inkl. vin, snacks og bobler til den nette sum af 395,- for to retter eller 495,- for tre retter. Du kan også spise á la carte – både til frokost og aften - med klassiske caféretter som f.eks. cæsarsalat, røget laks, club sandwich, bøf bearnaise og burger. De små kan du også tage med ud og spise på Restaurant Fionie – de kan frit vælge blandt flere retter på børnemenuen.
Restauranten er placeret ved Odense Congress Center med nem og gratis adgang til parkering.