©  Foto:

Papas Papbar - Brætspilscafé

Papas Papbar, der ligger få skridt fra Domkirken, er en brætspilscafé, hvor du sammen med vennerne kan prøve kræfter med de mere end 600 spil, der er på hylderne. Som på en almindelig café er der også et udvalg af kolde og varme drikke samt snacks og mindre retter.

Papas Papbar i Skt. Knuds Kirkestræde er først og fremmest en brætspilscafé. Her kan du spille de gode gamle klassikere du kender fra din barndom, men du kan også købe adgang til sidste nyt i genren, når du skal ud og hygge med vennerne eller familien. For kun 25 kr. har du adgang til alle spil hele dagen. Skulle du have problemer med at spille spillene eller tolke reglerne er der som regel en brætspilsguru til stede, der kan hjælpe.

Men Papas kan mere end det. Både deres varme kakao og kaffe får rosende ord med på vejen af deres kunder og deres udvalg i specialøl er heller ikke værst. I vaskeægte caféstil tilbyder de små lune retter samt kolde og varme drikke og deres fokus på økologi og dyrevelfærd skinner igennem i udvalget på menukortet.

Selv hvis du ikke er til brætspil er Papas et besøg værd bare for den hyggelige stemning og indretningen, der minder lidt om en gammel bjælkehytte.

Beliggenheden lige midt i city gør Papas til et oplagt sted til en pause på shoppingturen, som afslutning på en lang gåtur langs med åen eller et sted at samle med vennerne inden I skal videre i byen. Lige i nærheden finder du desuden Odense Domkirke, Rådhuset, den nye bydel Carl Nielsens Kvarter og letbanestoppet Albanigade.