Odense Tugthus - historisk bygning
Tugthuset – eller Odense Tugt- og Manufakturhus – ligger i Klaregade lige midt i Odense. Bygningen blev opført i 1752 og var beregnet til at være straffe- og tvangsarbejdsanstalt for kriminelle og fattige i Odense og hele Fyn. Tugthuset i Odense var ikke det eneste. Kong Frederik V opførte samtidigt tugthuse i Stege, Viborg og København for at kunne indespærre fattige og udstødte så de kunne arbejde for føden.
Odense Tugthus og H.C. Andersen
Tugthuset ligger ikke langt fra H.C. Andersens Barndomshjem og det gjorde et stort indtryk på ham. Hans mormor blev gift med en tugthuskandidat og Andersen selv har været i bygningen, dog kun på besøg. Hans forældre kendte nemlig portneren og hele den lille familie har været til fest i Odense Tugthus – kaldet O.T. hvor de indespærrede fungerede som tjenere ved bordet. Den lille Andersen var så bange for de farlige kriminelle at han slet ikke kunne spise noget og senere skrev han romanen O.T. hvor han beskriver den grusomme anstalt.
De fattige Odenseanere i 16-17-hundredetallet
Selvom det naturligvis har svinget en del, har der i nyere tid altid været fattige i vores samfund, både på landet og især i byerne. Alt efter høj- og lavkonjunktur har mellem en tredjedel og en fjerdedel af borgerne nogle gange været afhængige af hjælp fra andre. Historisk har det mest været familie, naboer, håndværkslav osv. der har påtaget sig opgaven, men det var ikke altid nok.
I Odense blev der gennemført en folketælling i 1672 hvor 650 mennesker bliver kategoriseret som fattige, dvs. at de var for gamle eller syge til at arbejde – men det var langt fra den fulde sandhed. Rigtigt mange andre havde bare småjobs hist og her og havde udelukkende råd til det allermest nødvendige. Tager man dem med antyder folketællingen at op mod 40 % af Odenses indbyggere levede i fattigdom.
Igennem hele historien har en stor del af befolkningen ikke kunnet klare sig selv. Antallet har i sagens natur svinget med de samtidige konjunkturer, men det anslås, at mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen til tider har været afhængige af andres hjælp, for at kunne overleve. Fra gammel tid var det primært de nære pårørende, der påtog sig disse forpligtigelser, dvs. familie, naboer, håndværkslav og lignende, men det slog ikke altid til.
I en folketælling fra Odense i 1672 angives 650 personer som fattige. Det vil sige, at de var for syge eller gamle til at arbejde. Men tallet dækker ikke over det reelle antal af fattige i byen. Mange havde ifølge folketællingen små jobs som spindere, vaskekoner, syersker, daglejere og lignende, der ofte kun muliggjorde et liv på et absolut eksistensminimum. Folketællingen fra 1672 indikerer altså, at op mod 40 % af Odenses befolkning levede i fattigdom.
For de fattige var der ikke mange muligheder og sulten var en daglig trussel. Tag over hovedet var ikke garanteret og almisser og velgørenhed var det eneste, der fik deres tilværelse til at hænge sammen.
På Møntergården kan du se mere om byens fattige i udstillingen ”Fyn – midt i verden” og besøge udstillingen i den lille fattigstiftelse ”Pernille Lykkes Boder” fra 1617.