
Odense Letbane
Letbanen i Odense – let og ligetil
Odense Letbane åbnede i foråret 2022 på strækningen mellem Hjallese Station i den sydlige del af byen og Tarup Center i Odense Nordvest. I alt godt 14 kilometer letbane.
Letbanen kører hvert 7,5 minut i dagtimerne på hverdage, og hvert 10. eller 15. minut i ydertimerne og i weekenden. Der er i alt 24 stop på sin vej (2 ekstra når Nyt OUH åbner) fra Hjallese Station. Blandt andet ved Parkering letbanens park & ride-anlæg Parkering Odense Syd, to stop ved universitetet, Bilka, IKEA og Rosengårdcentret, inden letbanen kører ind mod centrum af Odense, hvor den blandt andet stopper ved Albani Torv nærmest den centrale gågade og ved Odense Banegård. Derudover kører den forbi Vesterbro-kvarteret og Bolbro, hvor den bl.a. stopper ved Idrætsparken og stadion, inden den når Tarup Center. Se rutekort her.
Letbanen kører dagligt mellem 05 og 24 og til kl. 01 i weekenden
Letbanen kører de fleste af døgnets timer syv dage om ugen. Første morgenafgang er kl. 05 fra Tarup og Hjallese – og sidste tog kører fra de to stationer kl. 24 midnat. På ugens to store gå-i-byen-aftener, fredag og lørdag, kører letbanen en time ekstra. Dermed kan du tage en sidste skænk på falderebet – og stadig nå det sidste tog, der kører gennem bymidten cirka kl. 01 mod henholdsvis Tarup og Hjallese. Se køreplanen her.
Flere muligheder for at få billet
Denne nemmeste og billigste måde at rejse med letbanen er ved at bruge rejsekort. Bestil rejsekort.
Du kan også købe billet i FynBus’ webshop på fynbus.dk eller via FynBus’ mobilapp. Læs mere og download app her.
Endelig er der mulighed for at købe en fysisk enkeltbillet i butikker nær letbanen. Se en oversigt her.
I ferierne kan du købe en særlig turistbillet til 50 kroner, der gælder til letbane og FynBus busser på hele Fyn.
Til gengæld er det ikke muligt at købe billet i letbanetoget eller på letbanens stationer. Du kan godt bruge din togbillet til DSB eller Arriva til letbanen, hvis tog afgår fra eller kører til Odense st. Du kan dog ikke bruge Orange billetter til letbanen.
Letbanen og bybusserne benytter de samme zoner og billetsystemer. Derfor er priserne ens. Har du rejsekort, skal du tjekke ind, når du skifter mellem bus og letbane. På hver perron er der en stander, hvor du kan tjekke flere ind samtidig.
God tilgængelighed for alle brugere
Der er plads til ca. 200 passagerer i letbanen, og i alt 60 siddepladser. Desuden er der to flexrum til kørestolsbrugere, barnevogne og cykler. Det er gratis at tage cyklen med i letbanen, hvis der er plads. Der er niveaufri indstigning i letbanen og ramper til perron. Desuden er der ledelinjer og opmærksomhedsfelter for svagtseende.
Parkering Odense Syd
Vil du undgå trafikmylder og jagt på p-pladser i centrum, så er der flere muligheder for at stille bilen og hoppe på letbanen. Det største parkér & rejs-anlæg ligger på Søndre Hospitalsvej 25 i Hjallese – tæt ved motorvejsafkørsel 50, Odense SØ. Anlægget har 800 gratis parkeringspladser lige ved letbanestationen Parkering Odense Syd. Har du el-bil, er det oplagt at parkere ved én af de anlæggets 10 ladestandere.
I Højstrup er der lavet et mindre parkeringsanlæg med plads til godt 60 biler samt aflåst, overdækket cykelparkering lige ved Højstrup letbanestation.