
Jul i Odense ZOO
Jul i ZOO 2022 – årets største begivenhed
Jul i ZOO byder indenfor til årets juleoplevelse fra den 25. november - med masser af hygge, flotte lys, juleboder og Zoofus og Zoofie på nye eventyr.
Det bliver en fantastisk juleoplevelse, når Odense ZOO fredag d. 25. november slår dørene op til Jul i ZOO 2022 – årets største begivenhed i haven.
Igen i år bliver ZOO fyldt med julepynt og juleboder, og det flotte julelys vender også tilbage, om end i et andet omfang end i 2021 grundet den nuværende energikrise.
Juleboder og magisk lys
Når mørket begynder at falde på, åbner juleboderne i haven, og her kan du i år gå på opdagelse i hele 24 forskellige boder med pynt, håndværk og lækkerier, alt imens du nyder det flotte julelys, som vi igen i år pynter haven op med.
I år bliver dog en smule anderledes, da vi grundet omstændighederne må skære i antallet af timer, lyset er tændt. Det betyder helt konkret, at Jul i ZOO åbner den 25. november – en uge senere end ellers planlagt – og at lyset kun vil være tændt på udvalgte dage i timerne fra 15-20. Alt i alt betyder det en reduktion i antal tændte timer på 70 % i forhold til 2021.
Man kan altså forvente en lige så flot oplevelse, der også byder på helt nye elementer, men i væsentligt færre timer.
Ny gratis julekalender med Bodil Jørgensen
Jul i ZOO er lig med nisserier i haven, og fra den 25. november kan gæster igen i år opleve sjove små nisser, der render rundt og leger med – og måske driller – gæsterne lidt.
Man kan også møde Zoofus og Zoofie – ZOOs helt egne nisser, der er tilbage både med daglige shows i haven og med et splinternyt juleeventyr i 24 afsnit, som man kan følge med i hjemmefra.