Efterårsferie på Tidens Samling
Hvordan så hverdagen ud, da oldemor var barn, eller da morfar var ung? I efterårsferien kan hele familien træde direkte ind i fortiden på Tidens Samling. Mød Fortidens Fruer, klæd jer ud i tidens mode og udforsk de historiske stuer, hvor det ikke kun er tilladt at kigge, men også at røre og gå på opdagelse.

Mød Fortidens Fruer
Fra mandag til torsdag i uge 42 kan du møde Fortidens Fruer, der tager gæsterne med tilbage til forskellige årtier i 1900-tallet. I tidstypisk tøj fortæller de om hverdagslivet, familiens vaner og de små detaljer, der prægede livet dengang bedsteforældre var børn, og oldeforældre var unge. Hver dag byder på nye fortællinger, så der er altid noget nyt at opleve.
Gå på opdagelse i fortiden
På Tidens Samling er historien ikke gemt bag glas. Her må du sætte dig i møblerne, åbne skufferne og bladre i bøgerne, mens du udforsker de autentiske boligmiljøer fra forskellige årtier. Det giver en helt særlig oplevelse af, hvordan hverdagen har set ud gennem det 20. århundrede.
Det gør også besøget til en oplevelse for flere generationer. Mens børnene går på opdagelse i en verden, de aldrig har oplevet før, får mange voksne og bedsteforældre glæden ved at genfinde ting, de selv husker fra deres barndom eller ungdom.
Prøv tidens mode
I efterårsferien kan både børn og voksne klæde sig ud i originalt og tidstypisk tøj, hatte, parykker og tilbehør. Museets populære udklædningsområde er åbent hele ugen, og det er en sjov måde at komme endnu tættere på fortiden på. Samtidig giver de historiske omgivelser gode muligheder for feriebilleder med et nostalgisk twist.
Når entréen er betalt, er aktiviteterne gratis. Besøget kan også kombineres med museets øvrige udstillinger, herunder særudstillingen Ung i 80'erne, som giver et indblik i ungdomskulturen i et af de mest farverige årtier i nyere tid.
Kontaktoplysninger
- Email: ts@tidenssamling.dk
- Phone: +45 65 91 19 42
Faciliteter
- For børn
Sidst opdateret af:VisitOdensejmjen@odense.dk




