©  Foto:

Winthers Kaffe og The

Winther's Kaffe & The har ligget på hjørnet af Vestergade og Kongensgade i mere end hundrede år og er gået i arv fra generation til generation indtil for ganske nyligt.

Den nye ejer har bevaret butikkens traditioner og interiør, der nænsomt er sat i stand med respekt for gammelt håndværk. Faktisk var det nødvendigt at hente "gamle" håndværkere ind for at få det helt rigtigt. Det nye interiør i samspil med det gamle skaber en stemning af hygge og gammeldags købmandsforretning, der er helt unik.
Det betyder at butikkens stamkunder stadig får en oplevelse nogle af dem kan huske helt fra barndommen og nye kunder får oplevelsen af at komme i en butik hvor service og god rådgivning samt at blive genkendt er i fokus.
Personalet i butikken har mange års erfaring og betragter nærmest sig selv som "hygge-konsulenter".

Produkterne
Kvalitetsvarer er et must i den lille specialbutik og du kan blandt andet købe friskristet kaffe fra hele verden med smagsnuancer af krydderier, blomster, citrus, chokolade, nødder og andet. På the-siden skifter sortimentet efter sæson og nyheder. Du er velkommen til at besøge butikken og gå på opdagelse - og spørg evt. personalet, der står klar med stor viden om, hvilke tesorter, der passer godt sammen med forskellige lejligheder.

Hvis du også er til søde sager, bliver du ikke snydt i Winther's. Her kan du købe lakrids i forskellige smagsvarianter fra Bagsværd Lakrids og chokolade og karamel fra Monty Bojangles og Cartwright. Desuden kan du købe fine termokander og thebryggere, udvalgte marmelader, enkelte mærker i spiritus og pulver til varme drikke.

To-Go
Hvis du ikke har tid til at kigge ind, kan du også få månedens udvalgte kaffe, kakao eller tre forskellige typer te i en to-go-kop fra lugen i Kongensgade. Du kan naturligvis få nogle af Winther’s lækre småkager eller chokolader med også. Lugen åbner allerede kl. 7.30 på hverdage.