25. sep. 2023
Odense markerer historisk vikingeborg med ny lysinstallation
Lørdag den 30. september bliver Odenses vikingeborg Nonnebakken lyst op af en installation ’Det, der var og det, der er’ for at sætte spot på Odenses største og væsentligste fortidsminde.
Odenses 1.000-årige vikingeborg Nonnebakken er med sin rolle i dannelsen af det danske rige og sin fysiske størrelse Odenses absolut største og væsentligste fortidsminde. Borgen ligger velbevaret under jorden og er den eneste af de i alt fem danske ringborge, der desuden tæller Aggersborg ved Løgstør, Fyrkat ved Hobro, Trelleborg ved Slagelse og Borgring ved Køge, som er anlagt op til en by. Derved bliver Nonnebakken den eneste af de fem ringborge, der har indfriet Harald Blåtands ambition om at samle riget. Det ses ved, at Odense efter Nonnebakkens etablering videreudvikler sig til Fyns hovedby med funktion som bispesæde og dermed giver nogle ekstra dimensioner til den samlede beskrivelse af de fem ringborge.
Nonnebakkens arkitektur og fortælling er skjult under jorden og kan være svær at aflæse for forbipasserende. Derfor har Odense Kommune og Museum Odense valgt at markere den historiske ringborg med en ny visuel og dynamisk lysinstallation, som er skabt af JAC Studios, FortheloveofLIGHT og TAINTEC. Installationen ’Det, der var og det, der er’ optegner voldens udstrækning mellem Hunderupvej og Nonnebakken gennem lys og farver.
Det er vigtigt at markere Nonnebakken på dens oprindelige plads i byen. Det er helt unikt, at man kan fornemme den kæmpe vikingeborgs dimensioner, form og landskabelige placering midt i nutidens pulserende storby. Det vil give nye dimensioner til oplevelsen af Odense - både for de mange lokale, der hver dag passerer stedet, og for byens turister.Ph.D. Mads RungeForskningsleder, Museum Odense
Vores vikingearv og fortid er noget, vi skal blive ved med at mindes og bevare. Nonnebakken er noget så sjældent som en ringborg inde midt i en dansk storby, og selvom den ikke står fysisk i området længere, er den der stadig. Det vil vi gerne markere ved at skabe en stemning og fornemmelse af, at man bevæger sig rundt i ringborgen, mens man kan sende en tanke til nogle af de allerførste odenseanere.Peter Rahbæk JuelBorgmester i Odense
Menneskekæde om borgen og gratis aktiviteter
Indvielsen af lysinstallationen finder sted lørdag den 30. september kl. 20, men dagen igennem er der fokus på Nonnebakken i form af et vikingemarked med mange forskellige aktiviteter, som er gratis at deltage i. Blandt aktiviteterne er en menneskekæde, der skal gendanne hele ringborgens omkreds. Menneskekæden skabes klokken 13:15 og alle, der har lyst, kan komme og blive en del af den. Om eftermiddagen er der blandt andet krigertræning for børn, madboder og musikalsk underholdning med lumre vikingeviser, sange og fortællinger fra nordisk mytologi. Der er desuden aktiviteter hos Nonnebakkens beboere, Odd Fellow Logen og Giersings Realskole, hvor elever viser værker, som de har skabt sammen med kunstneren Erik Peitersen.
I området mod åen bliver dagen igennem etableret en markedsplads befolket med boder og telte fra Jernalderlandsbyen – Odins Odense. Her kan man se forskellige former for håndværk som nålebinding og træskærerarbejde. I løbet af eftermiddagen kan man møde landsbyens handlende, og om aftenen kan man møde ringborgenes krigere, som fordriver tiden med spil og druk. Museum Odense fortæller om Odenses vikingehistorie. Man kan også gå med på den nye 13 kilometer lange vikingevandrerute, der også indvies denne dag.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR
