VisitOdense
Nyheder

10. feb. 2024

Odense oplever historisk turismeboom: 6 % flere overnatninger i 2024

2024 blev et rekordår for turismen i Odense. Med en imponerende stigning på 6 % i antallet af overnatninger sammenlignet med året før, befæster Odense sin position som en af Danmarks mest attraktive destinationer for både danske og internationale turister.

Foto: Jesper Rais

Byens hoteller, vandrehjem, campingpladser og private udlejere melder om stor vækst, hvilket vidner om den stigende interesse for Odenses unikke kultur- og oplevelsestilbud. 

Borgmester Peter Rahbæk Juel glæder sig over udviklingen:

Odense kan lige nu bryste sig af en stigning på 6 % overnattende gæster på tværs af hoteller, vandrehjem, campingpladser og private hjem. Det må siges at være en rekord, som er båret af en holdindsats af byens mange aktører - alt fra kulturaktører, restauratører og til overnatningssteder. At så mange flere mennesker oplever Odense og byens mange kvaliteter er en gave, som bidrager positivt til den fortsatte udvikling. Vores seneste års strategiske arbejde med tiltrækning af gæster bærer frugt, og vi glæder os til, at vi også i fremtiden kan byde endnu flere gæster velkommen.Peter Rahbæk Juel

Borgmester i Odense

Samtidig med de imponerede turismetal viser en ny undersøgelse fra VisitDenmark og Epinion, at Odenses borgere er blandt de mest positive over for turismen i Danmark. Flertallet af borgere ser netop turismen som en positiv drivkraft for byen og dens udvikling. 

Strategisk fokus på oplevelser og kultur

Den markante vækst i turismen i Odense kommer efter en mangeårig indsats og prioritering, hvor byen bl.a. har investeret målrettet i byfornyelse, kulturtilbud og infrastruktur. 

Blandt de mest markante tiltag kan fremhæves etableringen af letbanen, et attraktivt havnemiljø, åbningen af det nye H.C. Andersen Hus samt det prisvindende byfornyelsesprojekt Fra gade til by, der har transformeret Thomas B. Thriges Gade fra en trafikeret vej til et levende byrum med boliger, erhverv og grønne områder. Denne indsats har ikke blot ændret byens udtryk, men også vundet anerkendelse i form af priser som Dansk Byplanpris og den internationale Livable City Award.

Fremtiden ser lys ud

Med de imponerende resultater fra 2024 ser Odenses turismeudvikling kun ud til at fortsætte. Strategiske satsninger på outdoor-oplevelser, events, gastronomi og kulturoplevelser – herunder Odense International Film Festival, Tinderbox Festival og en styrket vikingeoplevelse – skal tilsammen være med til at tiltrække endnu flere besøgende i de kommende år. 

Odenses ry som en must-see destination har også for alvor manifesteret sig internationalt, hvor medier som New York Times og Vogue har fremhævet byen som et af de steder, man bør besøge. Odense blev i 2023 bl.a. placeret som nr. 28 på New York Times’ liste over verdens 50 mest besøgsværdige byer.

For yderligere information, kontakt venligst: 
Stine Albrechtsen - stine@have.dk - 30 24 14 00