VisitOdense
Nyheder

24. jun. 2021

H.C. Andersens Hus åbner med halv pris på billetterne sommeren over

Når H.C. Andersens Hus slår dørene op for publikum efter den officielle indvielse den 30. juni, bliver det ikke den totale museumsoplevelse, sommerferiegæsterne præsenteres for, men en såkaldt soft opening, hvor museet gradvist åbner mere og mere op hen over sommeren. 

Foto: Rasmus Hjortshøj

Derfor har museet valgt at give halv pris på billetterne fra åbningen og hele juli måned ud.

Publikumschef for Odense Bys Museer, Merete Schultz, uddyber: 

”COVID har ikke overraskende givet udfordringer undervejs i både byggeproces og etablering af udstillingen. Det gælder i særdeleshed her i slutspurten hvor det står klart, at enkelte dele af museet, endnu ikke vil være klar, når vi åbner den 30. juni. Dertil kommer, at der i forbindelse med et byggeri og et udstillingsdesign af denne kaliber helt uundgåeligt vil være diverse opstartsvanskeligheder som f.eks. teknik, der skal efterprøves og justeres. Alligevel vælger vi at lave en soft opening, hvor vi gradvist åbner mere og mere op hen over sommeren, fordi vi stadig mener at vi stadig kan tilbyde en unik oplevelse til alle de mange mennesker, der holder ferie herhjemme i år. Men da vi ikke kan garantere den fulde museumsoplevelse fra start, har vi valgt at reducere billetprisen til det halve fra åbningen og hele juli måned. Det har vi har rigtig gode erfaringer med fra sommerpakken sidste år, hvor vi tiltrak tusindvis af glade gæster til det gamle museum.”

Ved åbningen af H.C. Andersens Hus vil alle gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne naturligvis blive fulgt. Online tidsbestemte billetter sikrer god plads i trygge rammer til museumsoplevelsen for alle. Find de opdaterede retningslinjer før besøget på www.hcandersenshus.dk.

Pressekontakt
Anja Linnet // anja@have.dk// 22 65 53 48
Johannes Mandal // johannes@have.dk // 22 28 77 77