Gå til indhold
©  Foto:

Sommer på Danmarks Jernbanemuseum

Oplevelser for hele familien – et spækket sommerferieprogram på Danmarks Jernbanemuseum

Sommerferien står for døren, og på Danmarks Jernbanemuseum er der masser af gode oplevelser for hele familien. Kør med veterantog, veteranbus og minitog. Kom til fødselsdagsfejring med Koblingerne og hør fortællinger om togrejsen gennem de sidste 175 år, om det røde lyntog og se vores drejeskive i funktion.

Hop ombord på veterantoget
Det er en helt speciel oplevelse for både børn og voksne, når I står tæt på et opfyret damplokomotiv. Hver tirsdag, onsdag og torsdag fløjter vi til afgang og kører damplokomotiv på museets egen strækning. Trækkraften leveres af damplokomotivet ODIN, der er en 1:1 køreklar kopi af Danmarks første lokomotiv fra 1846. Hver lørdag kører vi med veteranmotorvognen LNJ M 4 fra odensevirksomheden Triangel.

Med veteranbus rundt i Odense
Oplev Odense med en rutebil fra dengang farfar var barn. Veteranbussen kører hver mandag og fredag i sommerferien i tidsrummet kl. 10.00-15.00. Veteranbussen er fra 1966 og har været i drift i Odense frem til 1987.

Koblingerne fejrer Odins tiptiptipoldefars 175-års fødselsdag
Kom med når de seks søde og sjove lokomotiver, Koblingerne, fejrer Odins tiptiptipoldefars 175-års fødselsdag. De har pyntet op, og der er aktiviteter for alle.

Gamle billetter, drejeskiveshow og adgang til det røde lyntog
Hør om togrejsen gennem de sidste 175 år og se gamle billetter, skilte og køreplaner. Som noget helt særligt åbner vi for det ikoniske røde lyntog, hvor publikum normalt ikke har adgang. Det er muligt at komme ind i det røde lyntog to gange dagligt. Få samtidig fortællingen om, hvordan åbningen af den gamle Lillebæltsbro i 1935 og introduktionen af lyntoget revolutionerede jernbanedriften i Danmark.

Det er det også muligt at opleve museets drejeskive i funktion. Drejeskiven bruges stadig aktivt på museet, når vi flytter vogne eller lokomotiver fra ét spor til et andet.