
Magisk jul på Møntergården
Traditionen tro spreder den hyggelige atmosfære sig i alle museets gårdhaver, hvor julelys og gran smykker de gamle bygninger.
Glæd dig til hele tre weekender i december, hvor både børn og voksne kan tage del i fortryllende juleaktiviteter og oplevelser.
Udforsk vores Julekalenderudstilling: "Valdes Jul", som dykker dybt ned i årets TV-julekalender på TV2. Mød de magiske skabninger fra julen både tidligere og nu, indkapslet i store julekugler, der pryder gårdene. Oplev den gamle julemand iført sin historiske juledragt og deltag i kreative og hyggelige børneaktiviteter i de charmerende boder i gården. Smag et kandiseret æble, nyd en skøn, varm kop kaffe og gå på opdagelse i snedkerens lejlighed, hvor atmosfæren emmer af julestemning fra 1800-tallet.