Elverhøj på Fyrtøjet

Mange af vore dages populære fortællinger er fulde af magiske og vidunderlige væsner: magikere, farlige drager, alfer, vølver, talende dyr og trolde. Mange af disse kommer fra inspiration fra gamle folkeeventyr og overtro, myter og sagn.

Også H.C. Andersen var meget inspireret af datidens vandrehistorier når han skrev sine eventyr. Dette ses især i eventyret om Elverhøj. Børnekulturhuset Fyrtøjet har valgt at fokusere på dette knapt så velkendte eventyr i denne udstilling, der åbner i maj 2018. Udstillingen bygges op i den smukke gamle Nyborglade på Møntergården. Udstillingen kommer til at rumme de velkendte elementer som scenografier til leg, teater, udklædning og fortælling og viser den klare sammenhæng mellem nutidskultur og fortiden.

Nyborgladen bliver Børnekulturhusets hjem fra 2018 og frem til Det Nye H.C. Andersens Hus åbner i 2020.