H.C. Andersens egen historie
Fra fattigt barn i den Odenseanske slum, søn af en friskomager og en vaskekone - til feteret kulturpersonlighed i de allerøverste sociale lag i 1800-tallets København - man skulle næsten tro at det var et eventyr af H.C. Andersen, men det er i stedet eventyrforfatterens egen livshistorie.
H. C. Andersen blev født i Odense den 2. april 1805, søn af skomagersvenden Hans Andersen og vaskekonen Anne Marie Andersdatter. Barndommens foretrukne beskæftigelse var fantasilivet, og som 14-årig besluttede han at søge lykken ved Det Kongelige Teater i København.
Samme år udgav han under pseudonym sin første bog - Ungdoms-Forsøg - og en tragedie fra bogen indleverede han til Det Kongelige Teater. Stykket blev dog afvist, men teaterdirektionen blev enig om at hjælpe den unge forfatter til en uddannelse, som han afsluttede i 1829 som cand. phil. og helligede sig digtergerningen.
I forfatterskabets første tid (1828-1835) prøver han kræfter med mange genrer og har en rig fantasi, lystighed og vovemod. Det store gennembrud i 1835 er romanen Improvisatoren samt de første eventyr: Eventyr fortalte for Børn. På samme tid bryder han igennem i udlandet med sine romaner og hyldes i både England og Tyskland.
Hvad fatter gør, er altid det rigtige H.C. Andersen
Allerede mens han levede, blev hans eventyr og historier oversat til flere sprog, hvilket sikrede ham en stigende folkelig berømmelse. I skarp kontrast til hans store succes i digtergerningen står hans privatliv; han havde ikke held i kærlighed og levede i ensomhed plaget af bekymringer, dog med en stor venskabskreds blandt ligesindede.
Han døde i 1875, og begravelsen vakte stor international bevågenhed.
H. C. Andersen er med sin frodige fantasi og for sin tid radikale og moderne syn på kunsten en af de mest interessante personligheder i dansk kulturhistorie og har ikke alene bidraget med litterære værker, men også med tegninger, papirklip og billedbøger.