H.C. Andersens egen historie

H. C. Andersen blev født i Odense den 2. april 1805, søn af skomagersvenden Hans Andersen og vaskekonen Anne Marie Andersdatter. Barndommens foretrukne beskæftigelse var fantasilivet, og som 14-årig besluttede han at søge lykken ved Det Kongelige Teater i København.

Samme år udgav han under pseudonym sin første bog - Ungdoms-Forsøg - og en tragedie fra bogen indleverede han til Det Kongelige Teater. Stykket blev dog afvist, men teaterdirektionen blev enig om at hjælpe den unge forfatter til en uddannelse, som han afsluttede i 1829 som cand. phil. og helligede sig digtergerningen.

I forfatterskabets første tid (1828-1835) prøver han kræfter med mange genrer og har en rig fantasi, lystighed og vovemod. Det store gennembrud i 1835 er romanen Improvisatoren samt de første eventyr: Eventyr fortalte for Børn. På samme tid bryder han igennem i udlandet med sine romaner og hyldes i både England og Tyskland.

Allerede mens han levede, blev hans eventyr og historier oversat til flere sprog, hvilket sikrede ham en stigende folkelig berømmelse. I skarp kontrast til hans store succes i digtergerningen står hans privatliv; han havde ikke held i kærlighed og levede i ensomhed plaget af bekymringer, dog med en stor venskabskreds blandt ligesindede.

Han døde i 1875, og begravelsen vakte stor international bevågenhed.

H. C. Andersen er med sin frodige fantasi og for sin tid radikale og moderne syn på kunsten en af de mest interessante personligheder i dansk kulturhistorie og har ikke alene bidraget med litterære værker, men også med tegninger, papirklip og billedbøger.