
Editor's Choice - september
Sommeren er ovre og kalenderen viser første efterårsmåned: September. Så nu står den på hygge, gåture med varm kakao i hånden og selvfølgelig stadig masser af aktiviteter i Odense. Vi har her plukket fem events til dig, som mangler idéer til hvad september skal gå med.
Generator Festival 2023
Så er det den tid på året igen, hvor alle studerende i Odense er startet på studie. Det betyder selvfølgelig også, at Generator Festival afholdes igen. Hele Odenses studiestartsfest foregår d. 8. og 9. september, hvor de festglade bl.a. kan høre Kesi, Malte Ebert, Lamin, Prisma og mange, mange flere. Festivalen hylder alle de mange studerende i Odense, og skaber også rammer for al det sociale og fællesskabende som Odense er.
Fjordens Dag 2023
D. 10. september kan du tage familien med til Fjordens Dag, hvor der er fokus på natur, sundhed, miljø og kulturhistorie. Det bliver en aktiv dag med fire forskellige aktivitetssteder rundt omkring Odense Fjord: Boels Bro, Klintebjerg, Seden Strandby og selvfølgelig Stige Ø. På dagen kan du bl.a. opleve Sebastian Klein i en underholdende forestilling, prøve kræfter med kano, være med til en grafisk workshop og meget, meget mere.
Zirkus Nemo i Odense
Zirkus Nemo er tilbage og tournerer rundt i Danmark, og d. 13.-17. september kan du opleve det skøre cirkus i Odense. Zirkus Nemo er en blanding af revy, cirkus og satire, og sætter med garanti gang i lattermusklerne. Det er selvfølgelig Søren Østergaard, som står i spidsen for cirkusset - ligesom det altid har været. Så du kan bl.a. opleve ham som Kim Tim, Målermanden og selvfølgelig Smadremanden.
Nashville Nights
Så er det igen tid til Nashville Nights International Songwriters Festival, og den finder i år sted d. 15.-17. september. Her kan du opleve bl.a. forskellige talks, writers round og selvfølgelig en masse koncerter. Det hele foregår flere steder i Odense: Anarkist, Dexter, Frølageret, Magasinet, Posten, Studenterhus Odense og på Flakhaven. Oplev festivallen, hvor kærligheden til country/roots-musikken hyldes, og hvor nye og gamle talenter mødes.
Odense Tarteletfestival
Hvis du også elsker tarteletter, så er Odense Tarteletfestival lige noget for dig. Det afholdes d. 30. september og er en fest uden lige, hvor tarteletten hyldes. For 13. gang er Danmarks største tarteletfestival igen klar med en folkefest, hvor bl.a. Birthe Kjær, Johnny Reimar og mange flere kommer og optræder og er med til at skabe en fest.