Fra forstad til vor-stad
Odense kan godt have et ry som en forvokset forstad, når man spørger omkring sig i kongeriget, men sådan har jeg aldrig oplevet den. At kalde noget en forstad er i mit hoved at beskrive noget som kulturforladt og kedeligt, og det synes jeg sent at man kan skyde Odense i skoene. Odense er min by, og mit hjem og jeg deler den med tusindvis af andre kloge, kreative og helt igennem rare mennesker. Mennesker der dyrker teater, musik og skaber smukke kunstværker. Mennesker der regner komplekse formler ud, fremstiller robotter og rocker den vildeste professoræstetik på vej ned af Gydehutten på SDU. Mennesker der vokser, arbejder, lever og dør i Byen. Mennesker jeg er stolt af at kalde mine artsfæller, og endnu bedre; Odenseanere.
Stor dansk by eller dansk storby til side, så er Odense vores by, og den er sgu faktisk god nok. Det synes jeg i hvert fald.
Nu endte det alligevel med at handle mere om Odense end om mig, og det skal jeg selvfølgelig beklage. Men hey: Nu står jeg jo ude i byen hen over sommeren, så hvis man er i humør til en sludder for en sladder eller bare skal peges i retning af det nærmeste toilet, så ses vi måske snart.
