site logo

Turforslag

Nogen gange kan det være svært at finde på, så vi har samlet en liste over de mest populære emner for guidede ture. Vores guider er gode fortæller har en kolossal viden om Odense og Fyns historie.

Kære gæst

Vi har samlet nogle turforslag, du kan bruge som inspiration, når du vil booke en guidet tur hos Guideservice Fyn/VisitOdense. Turforslagene kan kombineres og tilpasses præcis dine ønsker. Overskrifterne i rød indikerer at et link er tilknyttet, som du kan trykke på for at se mere information.

H.C. Andersens Museum
Et besøg i H.C. Andersens museum er et besøg, hvor du kommer til at stå ansigt til ansigt med manden selv. Rundvisningen vil give et indblik i H.C Andersens liv; fra fortællingen om den fattige barndom i Odense til en tilværelse, hvor den voksne H.C. Andersen færdedes hjemmevant på de danske slotte og herregårde, men også om hans mange rejser til udlandet.

Vi tager med på turen til København, hvor han møder Familien Collin. Der vil være indblik i H.C. Andersens skolegang og hans start som forfatter. Vi fortæller historierne om nogle af kvinderne i hans liv og om de mange originalgenstande, der er udstillet.
Fra museet vil vi gå til hans fødehjem, hvor vi får et indtryk af de små stuer.

I H.C. Andersens Fodspor
En byvandring i H.C. Andersens fodspor handler ikke kun om H.C. Andersen, men dykker også ned i Odenses historie.
På denne tur er de faste indslag:

  • Den gotiske domkirke, hvor vi fortæller historien om Knud den hellige, ser den smukke altertavle og mindetavlen om H.C. Andersens konfirmation.
  • Vi går en tur langs Odense Å igennem den smukke Eventyrhave, med statuen af H.C. Andersen og Vaskepladsen.
  • Vi besøger selvfølgelig de brostensbelagte gader i H.C. Andersen-kvarteret med Fattigskolen, H.C. Andersens fødehjem og Sortebrødre torv med Tommelise, H.C. Andersen på bænken og en de små, farverige huse.

På H.C. Andersens tid var det nu populære område et af de fattigste i Odense og især i H.C. Andersens fødehjem kan man fornemme de trange kår.

H.C. Andersen i Børnehøjde (for børn og deres forældre) 
Turen henvender sig til børnegrupper, som gerne vil se og høre om H.C. Andersen på en lidt anden måde. Man ved aldrig hvad, der sker! Børnene er udgangspunkt og H. C. Andersens liv og historier er med hele turen. 

Fra gammelt til nyt
Fra Munke Mose snor vi os gennem de gamle gader, hvor bygninger fortæller historien fra gammelt til nyt. Vi ender ved Brandts Klædefabrik og Rosenbækkaréen - gammel industri, der blev byens kulturcentrum.

Den Fynske Landsby 
I den fynske landsby træder vi ind i historien og får et indblik i livet, som det blev levet på H.C. Andersens tid i 1800-tallet. 
Den Fynske landsby har 26 bygninger, og på den guidede tur vil vi besøge et udvalg af disse bygninger. 

En guidet tur i Den Fynske Landsby kan variere fra guide til guide, men turen kan f.eks. inkludere

  • et besøg i præstegården (her finder du også landsbyens dyr)
  • vandmøllen
  • den gamle skole
  • fængslet
  • evt. smedjen eller husmandsstedet.

Du vil få et indblik i landbrugslivet og gårdenes indretning på H.C. Andersens tid.

Odense Domkirke (Sct. Knuds Kirke) 
Domkirkens historie starter med drabet på Kong Knud. Kom med i krypten, hvor knoglerne udstilles i et helgenskrin. Her er også de kongegrave, der knytter sig til Claus Bergs store altertavle i kirken.

Rådhusrundvisning i Odense
Rådhuset ligger midt på byens gamle midtpunkt Flakhaven og består af en ældre og en nyere del. Oplev Yans kunstværk ”Fynsk Forår”, byrådssalen, vielsessalen, repræsentationslokalerne og mindevæggen.

Klostrenes Odense
I slutningen af middelalderen var der tæt på 300 munke og præster i Odense. Vi spadserer en tur rundt til de gamle klostre og hører om den betydning disse og de gejstlige personer har haft for byen.

Brandts Klædefabrik
Brandts er Odenses kulturelle mødested, og samtidig rummer de gamle bygninger et væld af fortællinger. Nyd de smukke bygninger og hør historien om dengang Brandts Klædefabrik var en af byens førende virksomheder.

Odense i vikingetid og middelalder
Odenses ’dåbsattest’ er et gavebrev fra den tyske kejser i 988. Kong Knud den Hellige blev dræbt af oprørske bønder i 1086 og blev den første helgen i Danmark, og hans knogler og ligklæde findes i krypten under Sct. Knuds kirke, som også rummer Nordeuropas fineste altertavle. Udgravninger har afdækket veje og værksteder, brønde og latriner fra middelalderen. Vor Frue Kirke, Sct. Hans kirke og bispegården fra den sidste katolske biskop er bevaret.