©  Foto:

Kunstmuseum Brandts i Odense

På Kunstmuseum Brandts kan du hurtigt bruge en hel dag blandt fortidens mestre og samtidskunstens talenter

Du finder kunstmuseet i området 'Brandts Klædefabrik', som i dag er et kulturelt centrum i Odense. Museet har til huse i de gamle fabriksbygninger, der emmer af sjæl og atmosfære, og omkranset af byen puls danner de en spændende kontrast til den kunst, som vises indeni.
Oplev blandt andet museets omfattende samling med fokus på 250 års dansk kunst, eller dyk ned i en af de 8-10 årlige særudstillinger. Med oplevelser på fem etager, er der masser af grunde til at stoppe op på Fyns største kunstmuseum.

Kunst i børnehøjde
Snyd ikke dig selv og ungerne for museets traditionsrige sanseudstillinger, som er et tilløbsstykke. Her har familiens mindste gennem 30 år taget deres forældre med til anmelderroste kunstoplevelser i børnehøjde. Derudover er det kreative familieværksted altid et hit.

Kunstcafé og shop
Gå på opdagelse i museumsshoppen, som er en oplevelse i sig selv med et stort udvalg af designvarer, kunsthåndværk, plakater, bøger og originale litografier. Under besøget kan du også forkæle dig selv i Kunstcafé Brandts, hvor der er mulighed for at stille tørsten og den lille sult mellem kunstoplevelserne. Her serveres sæsonens kager, lækre salater og sandwiches såvel som kaffe, the, vin og specialøl. Caféen er placeret i inspirerende omgivelser og udsmykket med stemningsfulde skulpturer samt et stort vægmaleri af Malene Landgreen. Fra caféen er der udsigt til den hyggelige Amfiplads.

Der er fri entré til både shop og café i museets stueplan. Se åbningstider, priser og aktuelle udstillinger på brandts.dk